Halvmarathon i Amsterdam var i gang. Jeg vidste jeg kunne komme igennem det ved at løbe fra depot til depot. MEN…der var kludder med depoterne, de lå ikke hvor jeg troede. Der var heller ikke energidrik der hvor jeg havde troet der skulle være det, og jeg ved jo godt det er noget pjat for jeg kunne sagtens komme igennem uden, men i min mentale paniktilstand følte jeg at jeg ikke kunne, og noget i mig gav bare op. Jeg bandede og pev, brokkede mig over at et så stort løb ikke kunne finde ud af at sørge for der var nok energigel og drikke til de løbende. Alt det der hjalp mig intet, gjorde bare sagen værre, men jeg var bare dødfrustreret. Jeg havde nu intet at klynge mig til, intet der kunne få tankerne væk fra de stigende smerter jeg mærkede, særligt i mit knæ.
Men vi kom igennem det. Det er vidst det bedste jeg kan sige. Jeg gennemførte. 9 minutter langsommere end Odense, og det er da ret nådigt sluppet. 
